El Hadj Bassirou Sanni er født i Nigeria. Fra 1960-62 fik han en grundig uddannelse hos en fotografmester i Lagos, Nigerias hovedstad. Her arbejdede han med pladekamera i stort format og lærte bl.a. den svære kunst at retouchere med en spids blyant direkte på negativet.
I 1962 slog Bassirou Sanni sig ned i Mopti i det nordlige Mali. Fra sit hjemland havde han medbragt et fint japansk mahogni pladekamera til både film og glasplader. Og med dette udstyr begyndte han sin karriere. Senere flyttede også hans yngre bror Latifou til Mopti, hvor han lærte at fotografere.
Da Svend Erik Sokkelund besøgte studiet i 1996, fortalte Bassirou, at folk gerne kom for at blive fotograferet med en radio, en cykel eller en knallert: statussymboler i det maliske samfund dengang.